På den anden side af grænsen, kom det næste chok. Der var nemlig ikke nogen busser videre væk fra grænsen, ja faktisk var der ikke engang en vej. Heldigvis var der dog nogle gutter der havde fået fat i nogle gamle motorcykler fra anden verdenskrig, som kunne køre os ned ad den vej som var ved at blive bygget. Det var noget af en oplevelse. Sidde bag på en motorcykel med tre tasker, mens man klamrer sig fast til en motorcykel der hopper og danser ned ad en lille grussti. Oven i det støvede det så meget at jeg slet ikke tør tænke på hvordan chaufføren fandt vej. På vej ned ad bjerget kunne man se, at folk ikke var vant til at se turister på disse kanter, idet at folk i de landsbyer vi kørte igennem, kom løbende ud til vejen og vinkede begejstret. Til sidst kom vi til en større by, hvor fra vi kom med endnu en overfyldt bus ud til Vinh ved Kysten. I bussen fik vi en forsmag på vietnamesernes forhold til rygning, hvilket vil sige at de ryger hele tiden – alle vegne. Til gengæld havde buschaufføren heldigvis glemt sin båndsamling, så der var dejlig stille i de 8 timer turen tog.

Fremme i Vinh blev vi indlogeret på det eneste hotel, hvor der var en der kunne snakke engelsk. Det betød desværre at vi var ret afhængige af ham. Da jeg spurgte efter en hæveautomat, sagde han at de var lukket men at jeg kunne veksle penge hos ham, selvfølgelig til en meget dårlig kurs (kursen skulle senere vise sig at være ligegyldig da hovedparten af sedlerne var falske). Senere ville han sælge mig en dyr busbillet til det sydlige Vietnam, men da jeg forklarede ham at jeg ikke havde penge nok, ja så kunne han lige pludselig godt komme i tanke om en åben hæveautomat. Dette var dog ikke den eneste dårlige oplevelse jeg havde, da en motorcykel-taxa også prøvede at snyde mig så vandet drev. Så jeg satte hurtigt næsen mod Hue i det centrale Vietnam. Turen var igen alt andet end fornøjelig, med op til 16 mennesker bag i en Ford Transit, alle andre var lokale, og med masser af røg og ”musik”.

I Hue var jeg inde og se den gamle bydel som var meget flot, og som bar tydeligt præg af, at have været Vietnams gamle hovedstad. Næste dag lejede jeg en Scooter, for at få set området lidt bedre, men jeg fik ikke set så meget, eftersom en dame inviterede mig hjem og møde hendes familie. Først troede jeg bare at det var af ren og skær venlighed, men til sidst viste det sig at det var for at klage sin nød og tigge penge til hendes 5 børns uddannelse. Det viste meget godt 2 ting: 1 - Vietnamesere har en stor selvmedlidenhed (ses især når man kommer fra Laos, hvor folk er meget fattigere men meget gladere). 2 - I Vietnam er der desværre næsten altid en bagtanke bag det, hvis nogen er flinke mod en.

Næste dag tog jeg med på en guidet tur, op og se den gamle demilitariserede zone mellem det gamle Nord- og Sydvietnam. Endnu engang skulle vi af sted før fanden havde fået sine sko på, så 10 minutter i seks stod vi klar til den store tur. Men som altid i Vietnam, så var bussen mindst en time forsinket. Overholdelsen af programmet havde nok ikke klaret en tur forbi forbrugerombudsmanden, men det blev da til tre regulære steder (selv om vi var blevet lovet 12). Det mest interessante var helt klart at komme ned i nogle af de tunneler der var blevet gravet under krigen. Da jeg nu igen havde siddet 10 timer i en bus, tog jeg lige en dag mere i Hue inden jeg skulle begive mig ud på den 17 timer lange tur til Nha Trang - 17 timer mokket ind på den samme plads som en dansk burhøne har til rådighed - Ja jeg var ved at savne Super VIP busserne fra Thailand og Malaysia :-)

Trafikken skal lige have et par ord med på vejen. I Thailand tager folk så mange vilde chancer, at jeg er sikker på at rådet for større færdselssikkerhed ville korse sig på kryds og tværs. Til gengæld er thaierne gode opmærksomme bilister idet at de altid forventer at alle andre kan finde på selv de værste ting. Trafikken i Vietnam, tja hvordan skal man beskrive den? Ja den kan vel bedst beskrives som et stort kollektivt selvmordsforsøg! De kaster sig ud i selv de mest sindssyge gerninger, samtidig med at 80 % af landet befolkning ville være stensikre finaledeltagere i ”Danmarks værste bilist”. Der gik ikke én dag uden at jeg så et trafikuheld, og på mine 13 dage i Vietnam har jeg set flere uheld end i mine 25 år i Danmark. Min værste oplevelse var nok en aften hvor jeg skulle have en motorcykel taxa hjem. Han kørte over fortove, imod færdselsretningen og over for rødt, og først da jeg står af opdager jeg at der ikke er noget lys på motorcyklen…

Nå men først gik turen mod det imponerende Hai Van pas, som geografisk skiller Vietnam i det kolde Nordvietnam og det varme Sydvietnam. Efter at vores store bus havde overhalet 30-40 lastbiler på vej op ad de snoede bjergveje nåede vi toppen, der ligger i 1500 meters højde. Vi gjorde et kort stop på toppen inden turen gik videre sydpå til Nha Trang. Nha Trang er Vietnams badeby/turistby nummer et, men virkede underligt affolket. F. eks. tog det mig over en halv time at finde en restaurant, da jeg ankom. Tiden gik mest med at ligge på stranden, men der blev da også lige tid til en lille bådtur. Der var overraskende mange ude på bådture, idet jeg så flere ude på havet end jeg endnu havde set i selve byen. Den sidste dag var jeg ude og se et tempel og et slumområde nord for byen (pudsigt nok de mest positive mennesker jeg mødte i Vietnam). Om aftenen var det kinesisk nytår, som blev fejret ved at der blev skudt en masse fyrværkeri af, mens alle kørte rundt på deres motorcykler.

Efterhånden som jeg var kommet sydpå, kunne jeg se at jeg kom længere og længere væk fra kommunisternes hovedkvarter i Hanoi. F.eks. er der en regel om at alle huse ud til store veje skal købe nogle vietnamesiske eller helst kommunistiske flag og sætte op ude foran huset. Men sydpå var politiet ikke længere helt så strikse med at håndhæve dette. Til gengæld var der fra officiel side ophængt en masse bannere for at markere kommunist partiets 75 års jubilæum.

Med venlig hilsen

Jakob