Sidst jeg skrev var Nikolaj og Rasmus netop draget mod Danmark for at holde jul. Lidt senere skulle jeg flyve til Phuket og derfra med bus og båd til Koh Phangan. Da det ikke gik helt efter planen måtte jeg tage natbåden ud til Koh Phangan. Det var nu anden nat i træk at jeg måtte sove i et transportmiddel, og selv om sengene hernede ikke er noget at råbe hurra for, så begyndte jeg nu at savne en rigtig seng. Endelig fremme mødte jeg op med Jesper, der allerede havde været et par dage på øen. Koh Phangan havde ikke ændret sig meget siden vi sidst var der, og vi faldt hurtigt ind i den gamle rytme med dassen på stranden, fortæring af ufattelige mængder frugtjuice, se hollywood film og gå i byen. Juleaften var dog lige om hjørnet og tilbød et belejligt afbræk. Desværre havde vi heller ikke ændret os meget, så selvfølgelig havde vi ikke fået reserveret julemiddag dagen før som man åbenbart skulle. Så endnu engang stod menuen på thaiernes håbløse forsøg på at lave vestlig mad. 1. Juledag stod I afslapningens tegn, da 2. Juledag bød på fuldmåne og dermed også en af de berømte fuldmåne fester.

2. Juledag startede vi med at se en masse amerikanske tv-serier, men pludselig hørte jeg nogen svenskere ved et bord ved siden af der snakkede noget om en båd der var kæntret pga. en stor bølge. Det var ikke noget jeg tænkte videre over indtil en af dem sagde at de nok hellere måtte ringe hjem og sige at de havde det godt. Så vi tog et smut på internettet og fandt ud af at der havde været en tsunami, men på daværende tidspunkt snakkede man om 500-1000 omkomne, så det var ikke noget vi tænkte videre ovre. Senere på dagen startede fuldmåne festen, og der var ikke nogen der på nogen måde var påvirket af foldbølgen, festen forløb ihvertfald ligesom den plejede. Næste morgen begyndte omfanget af katastrofen langsomt at gå op for os, og alle restauranterne begyndte at sende extraudsendelser fra CNN og BBC, så selv det største hashvrag kan ikke have undgået at høre om foldbølgen. Alligevel var der fuld gang i diskotekerne dagen efter, og ingen så ud til at bekymre sig det mindste om hvad der var sket. Det kan virke lidt mærkeligt, men ofte når folk rejser ud så er det også for at flygte fra mange af alle de bekymringer man ellers har i sin hverdag. Derfor kan man nogen gange se at folk efter en ulykke bare trækker på skuldrene og siger godt det ikke var mig. Evnen til at smide alle bekymringer overbord kan nogen gange være ekstrem, idet at man kan se folk der normalt cykler med cykelhjelm i Danmark, drikke sig hønefulde for bagefter at sætte sig op på en motorcykel uden hjelm, og køre 5-10 km hjem ad snoede bjergveje. Oven I alt det så virkede det også underligt med så meget død og ødelæggelse få hundrede kilometer fra hvor vi var, uden at man på nogen måde kunne mærke noget til det.

Boligsituationen var allerede inden flodbølgen yderst presset, da tiden omkring jul og nytår er noget af det travleste. Efter flodbølgen gik situationen fra at være presset til at være ren kaotisk, idet at alle fra vestkysten nu søgte over mod østkysten. Heldigvis var vores udlejer fair, idet at hun ikke hævede priserne for folk der allerede var flyttet ind. Så da vi nogle dage efter jul ville et smut til Koh Samui, turde vi ikke at chekke ud af vores værelser af frygt for at vi ikke kunne få nogle nye (ihvertfald ikke til samme pris). På Koh Samui var situationen bestemt ikke bedre, og vi måtte bruge et par timer på at finde et sted at bo, inden vi endelig fandt noget i en noget anden prisklasse end vi var vandt til. D. 31. December pakkede vi ned for atter at drage mod koh Phangan, men da Koh Samui havde supermarkeder med fyrværkeri måtte vi lige udnytte situationen og tanke fyrværkeri til op over begge ører. Da en taxa ned til molen viste sig at være umådelig dyr, måtte vi kaste os op på to motercykler, på trods af at vi havde en masse oppakning, to mini surfbræder og 20 kg. Fyrværkeri! Nytårsaften på koh Phangan gik rigtig godt, og de næste dage faldt vi hurtigt ind i den sædvanlige rytme, dog maa det siges at alderen måske er ved at trykke lidt. Vi boede nemlig samme sted som vi plejede, hvilket vil sige midt mellem de mest støjende diskoteker. Enten har de fået skruet gevaldigt op eller også er vi blevet mere sarte, for det var krop umuligt at sove før kl. 6 hvor de lukkede. Nu skal det lige siges at diskoteker på Koh Phangan ikke er lukkede bygninger som i Danmark, men mere en slags haltag med sindsygt mange højtalere inden under. Som om det ikke var nok så var både vores sted og nabo stedet ved at blive bygget om, med en del håndværker støj tilfølge. Bl.a. var der en gut der hver morgen fyrede op for sin enerverende elhøvl lige neden for vores værelser. Når man dertil ligger et trykluftsbor og en mukkert, så er der statsgaranti for en ødelagt søvn. Så de sidste dage måtte vi kapitulere og flytte lidt længere ned af stranden. Her tilbragte vi resten af tiden inden turen gik mod Bangkok.

Fra Bangkok var det planen at tage et par dage til Koh Samet, men da vi fandt et dejligt hotel med Aircon, varmt vand, kabeltv og en lækker swimmingpool, blev vi resten af tiden i Bangkok. Efter at Jepser var taget hjem, var jeg en tur ude på min skole for at ordne de sidste udflytningssager, og opmagasinerer noget af min bagage inden jeg skulle til Laos. Ude på skolen snakkede jeg med en franskmand, som havde været sammen med sin famile på Phuket under Tsunamien. Det var godt nok skræmmende at høre hvad han havde at fortælle: Om hans kæreste og ham der havde fået nogle gevaldige tæsk, om hans mor der stadig 3 uger efter var indlagt med et ben der var flået op, om hans storebror der var blevet sindsyg og om alle deres mareridt. Ikke nogen hyggelig fortælling, men det gav mig en bedre forståelse af hvad folk havde været igennem.

Grundet IT-faciliteterne i Laos, Vietnam og Cambodia, som nok er 8 år efter udviklingen i Danmark, har det ikke været muligt at uploade nye billeder til min hjemmeside. Og da jeg nu drager til en regnskov i Malaysia og en øde ø, sker der nok ikke noget på billedsiden de næste par uger.

Med venlig hilsen

Jakob