Sidst jeg skrev, var vi stadig på Had Rin strand på Koh Phangan. Et par dage efter tog vi en lille afstikker til nabo bugten. Da der ikke var nogen veje derhen måtte vi tage en longtail båd derhen. (Longtails både er nogle træbåde hvor skruen sidder forenden af en lang stang, de kan sejle helt op på stranden, hvor man så går ombord.) Nå men vi klatrede ombord i båden, der sejlede os derhen. Vi blev dog noget lange i hovedet, da ham der styrede båden, ikke sejlede op på stranden men hen mod nogle store klippeblokke, hvor vi fik at vide at vi skulle stå af. Afstigningen foregik ved at man først skulle hoppe ned på en klippe i vandet, fra denne skulle man så op ad en 50 graders klippe, med en meget jævn overflade. Thaierne har førhen godt kunne se det sindssyge i at skulle kæmpe sig op ad denne klippe med tasker og andet happengut, så de havde lagt nogle små cementklatter, for at man havde noget at stå på, og holde fast i. Næsten alt cementen var dog faldet af, uden at man havde lagt noget nyt. Nå men vi fik kæmpet os op ad klippen, blot for at konstaterer, at fra denne klippe skulle vi videre over til en anden klippe. Det eneste problem i det var, at der var en 10 meter dyb kløft i mellem klipperne, og denne kløft skulle passeres på tre brænder der var banket håbløst sammen. Som om det ikke var nok hældte broen til den ene side, og gav efter når man gik på den. (Jeg var skræmt fra vid og sans, og savnede virkelig et rækværk.) Endelig i land skulle vi finde et sted at bo, og vi valgte selvfølgelig det billigste sted. Det lå tæt på landgangen, og havde en hyggelig restuarant, som hang ud over klipperne. Restauranten var dog ikke videre stabil og gyngede når folk gik rundt.

Da vi skulle til at sove gik vi ad den ikke særlig sikre sti op til vores hytter. Da jeg havde åbnet døren til rummet, kom der en flagermus på størelse med en måge ud, og det var ret åbentlyst at den boede i min hytte. Og da Jesper fandt endnu en CD-skive edderkop i hans hytte, besluttede vi os for at det nok var bedst at sove på gulvet i restauranten! Der var mildest talt intet at foretage sig, så næste morgen tog vi til bage til Had Rin.

På grund af en orkan ude i den Thailandske golf, havde vi haft fem dage med dårligt vejr. Men da vi vendte tilbage til had Rin kom det gode vejr tilbage, og vi nød hele dagen på stranden. Næste dag skulle Jesper til Bangkok, og derfra hjem til Danmark, mens jeg skulle til Phi Phi øerne, hvor jeg skulle mødes med Taryn og Sharon fra England. Denne store rejse dag, skulle selvfølgelig blive en af de aller varmeste vi havde oplevet. Det siger jo lidt om det, at jeg denne dag pludselig var helt vild med aircondition.

Da jeg kom til Krabi, hvorfra man sejler til Phi Phi, væltede regnen ned, og jeg blev lidt nervøs (det er nemlig monsun-sæson). Næste morgen da jeg skulle med båden var vejret dog meget bedre. Jeg mødtes med Taryn og Sharon og temmelig hurtigt gik det op for mig, at vi vidst ikke helt var på samme budget. De havde valgt at indkvarter sig på hotel Phi Phi, i et værelse til 240 kr pr. nat. mens jeg havde fundet Direct house til 32 kr pr. nat. Den næste dag havde vi hyret en longtail båd til at sejle os rundt om de to Phi Phi øer, mens vi kunne snorkle og bade på turen. Det var rigtigt flot, og vi var blandt andet inde i Maya bay, hvor alle strandscenerne til filmen The Beach er optaget. Dem af jer der har set filmen vil vide at det ser virkelig folt ud. Desværre var der rigtig mange både der sejlede derhen, og det ødelagde lidt af idyllen. Undervejs fik jeg set haj på 1 meter, hvorefter Taryn og Sharon mistede lysten til at snorkle. Angående hajer, så så vi en fyr der havde været ude at snorkle, som stod ude på en øde ø lidt væk fra land,. Han råbte at vi skulle hjælpe ham i land fordi der var hajer i vandet. Vi samlede ham op, men han så noget forkert ud i hovedet, da jeg hoppe i vandet og svømmede over til det sted han havde set hajen.

De to første dage på Phi Phi skinnede solen halvdelen af tiden, og det regnede 10 minutter. Men de to næste dage kom den. Den fuldstændigt skingrende sindssyge varme, der mildest talt var umenneskelig. Jeg boede tæt på en moske, så jeg blev vækket forholdsvis tidligt hver dag. (da der jo skal kaldes til bøn.) Så tidligt om morgenen kunne viften på mit værelse godt køle mig ned, men op ad dagen hvor temperaturen steg endnu mere, begyndte viften mest af alt at minde om en gigantisk hårtørrer! Så var det ned på stranden, hvor tingene foregik lige modsat af Danmark. Man lå i vandet i en time, og så kunne man lige klare 10 minutter på stranden, og så måtte man i vandet igen.

Nå men i dag tager jeg mod Bangkok, hvor der skal shoppes lidt inden jeg tager hjem.

Med venlig hilsen

Jakob