Jeg nåede jo ikke at skrive så meget inden internetcafeen lukkede. Men vi var altså kommet til Bali, hvor vi mødtes med Mette og Lise som vi tidligere havde mødt på Sumatra (2000 km væk). Vi skulle så til Gili Trawangan. Som altid hernede skal man af sted før fanden får sine sko på, så vi skulle op kl. 05.30. Først skulle vi med en bus hvor bagagen (igen) skulle ligge inde i bussen hvor vi sad. Derefter skulle vi sejle med den langsomste skrotbunke der findes på denne klode, det tog 5 timer at sejle fra Bali til Lombok, og der er vel 80-100 km. Videre igennem Lombok i en dejlig stor bus, hvor vi kunne nyde den smukke natur. Da vi ankom til "færgen" til Gili Trawangan blev vi lidt overrasket, det var en aflang træbåd med en lille påhængsmotor. For at komme ombord skulle man gå ud i vandet med al sin bagage og klatre ombord. Heldigvis tabte vi dog ikke noget bagage.

Vi havde læst i Lonely Planet fra 1999 at det var en stille og rolig øde ø, men det havde andre åbenbart også læst, for der var ret mange mennesker, og for første gang på turen oplevede vi at næsten alle hoteller var fyldt op. Efter lidt over 2 timer fandt vi dog et sted at bo. Som I nok kan gætte var der ret mange mennesker, men det var nu stadig utroligt hyggeligt at være på øen, der ikke havde nogen motoriseret trafik overhovedet (I modsætning til Bali, der var oversvømmet med scootere). Det var dog kun lige der hvor "færgen" lagde til at der var mange mennesker, den ene dag gik vi rundt om øen (ca. 5 km), og på den anden side var man virkeligt isoleret, så hvis man vil have en uforstyrret ferie, er det stedet at tage hen.

På Gili Trawangan prøvede jeg også at snorkle for første gang, det var meget fascinerende at se så mange fisk bare 5 meter fra strandkanten. Det meste af den dag lå jeg i vandet og spottede fisk. To dage senere skulle vi så på en snorkle tur, hvor vi sejlede ud på havet i en båd med glasbund. Det man kunne se på denne tur, kunne dog ikke måle sig med de koraller der var udfra kysten. Men jeg tror også at hele pointen med turen var at finde skildpadder, kæmpe muslinger og andre dyr der ikke var tæt på land. Vi fandt dog ikke noget af dette, og så virker det sgu lidt tosset at farer rundt på havet når der er flottere tæt på land.

Efter fem dage på Gili skulle vi ud og bestige vulkaner, men det kom vi nu ikke. Det skyldes at sådan en tur kostede 110 US$ (800 kr.), hvilket vi ikke lige gad betale. En hovedregel hernede er at når en pris er i US$ koster det mindst fire gange så meget som det burde koste. Her var det helt tydeligt at de virkelig prøvede at tage r**** på os, vi 4 skulle betale 3200, for at en guide gik med os op om natten, så skulle vi se solopgangen også ned igen. Selv i Danmark ville det jo være dyrt!!! Til sammenligning koster det 15-20 kr. at gå ud og spise eller at overnatte i en bongalow. Meget slukøret måtte vi erkende at vi ikke skulle se vulkaner denne gang, så vi måtte finde noget andet med lidt indhold i, da vi ellers stort set kun havde ligget på standen. Derfor valgte vi at tage til Ubud, der skulle være den kulturelle hovedstad på Bali.

Første dag tog vi en rundtur hvor vi blev kørt rundt til nogle templer og rismarker, for at slutte ved en rastaurant der lå på kraterkanten ved en anden vulkan. Det viste sig dog at turen var uden nogen guide og vi skulle selv betale for at komme ind i templerne. For første gang kan vi sige at nogen snød os, hvor vi ikke nåede at opdage det før det var for sent. Selve turen var også lidt tam, da det var nogle bitte små templer. Og vores chauffør stoppede selvfølgelig ved den dyreste restaurant, hvor en frokost buffet kostede 40 kr (dyrt i Indonesien), uden andre drikkevarer end the og kaffe. Mette og Lise syntes at det var for galt, og gik hen og fandt et andet sted at spise. Jesper og jeg besluttede os derimod for at give dem en lærerstreg, så vi satte os ned og spiste uafbrudt i 100 minutter. På den tid nåede jeg at ordne 2 supper, 2 fried Rice, 1 fried noodles, 2 portioner kartofler, 4 frugttallerkner, 4 kopper the, 5 forårsruller, 1 portion grøntsager og 12 grillspyd! Det var så galt at de efter en lille time kom med vores regning, vi smilede blot og hentede noget mere mad.

Da vi kom hjem fra turen gik vi ud for at se selve Ubud. Desværre har kultursteder en tendens til at tiltrække midaldrende ægtepar, der har en pung pakket med store sedler, så det var forholdsvis dyrt at være i Ubud. Så allerede den første dag besluttede vi os for at tage tilbage til Kuta Beach og nyde det gode vejr, som de heldigvis ikke kan tage penge for. De næste par dage gjorde vi så det vi nu engang er bedst til: Nyde livet og slappe af. Den næstsidste dag skulle der dog ske noget, så vi besluttede os for, at vi ville ud og se delfiner. Det skulle man kunne gøre ved Sanur strand der lå 10 km væk. Desværre er Sanur et af de steder hvor Wing Rejser sparker masser af rige turister hen, så da vi hørte om prisen, sagde de (uden at blinke) 50 $! Her snakker vi altså om at fire personer skal ligge 1500 kr. for at blive sejlet 20 kilometer ud på havet, MÅSKE se nogle delfiner, og så tilbage igen efter en time eller to. Det var så forrykt, at vi først troede at de 50 $ var for os alle fire, og stadig syntes at det var dyrt. Så vi besluttede at gemme pengene og så bruge dem på film og tøj.

Næste dag skulle vi flyve til Bangkok, men vi nåede da lige at få det sidste sol, og komme i bølgen blå engang til. Apropos bølger, så er de temmelig store ved Kuta Beach, op til to meter høje. Derfor var der også mange surfere der holdt til ved Kuta Beach. Vi fik sagt farvel til Mette og Lise, der skulle hjem nogle dage senere, og begav os ud mod lufthavnen. På turen til Bangkok skulle vi flyve med Thai Airways (som vi også fløj med til Bangkok), og stor ros til dem. Igen var servicen helt i top, og formentlig på grund af min højde sad vi ved en nødudgang, hvor vi havde 2,5 meters benplads. Nu er der ellers normalt ganske god plads ombord, men det var lidt vildt at have så meget plads. Ja det var så lidt reklame, men når nu man klager når tingene ikke er så gode, må man jo også huske at rose de ting der er gode.

Nu er vi så kommet tilbage til Bangkok, der er den vildeste by jeg nogensinde har været i. Vi skal ud og handle lidt (MEGET), og det skulle ikke være så svært da Bangkok praktisk taget er ét kæmpe marked, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord.

Venlig hilsen

Jakob